Spændende trail rundt i det sydlige Albanien langs Europas sidste vilde flod, den smukke Vjosa. Udfordrende ridning i varieret og krævende terræn og i varieret tempo. Masser af naturperler undervejs, kulturelle monumenter og samvær med lokalbefolkningen, der serverer deres gode mad for gæsterne.
Trailen er en udfordrende rideoplevelse i forskellige landskaber med mange muligheder for at svømme i floder, vandreture, canyon udforskning, camping, omgang med og indkvartering hos lokale folk, besøge sjældne kulturmonumenter og monumenter fra Albaniens kommunistiske diktaturfortid. Lokal traditionel mad, den berømte Permeti raki, vinsmagning og byens natteliv gør trailen til en meget forskelligartet oplevelse. Floden Vjosa er den sidste vilde flod i Europa. Vi rider langs floden og camperer i flodsengen, den smukkeste oplevelse på trailen. Vjosa - "det blå hjerte i Europa" - er hele 270 kilometer utæmmet, fritflydende flod med smukke kløfter, flettede flodløb, øer, bugtninger, stille flydende vand afløst af brusende strømme. Vjosa-floden er et af de mest komplekse habitater for gydefisk og trækfugle.
Hestene du skal ride på er lokalt avlede, en blanding af Tarpan og Arabisk blod, der lover styrke og udholdenhed, og de er veltrænede til de lange ture i bjergrigt terræn. Du kan som rytter føle dig tryg og sikker og slappe af og nyde de mange sanseindtryk, der krydrer turen. Guiden vil fortælle om de mange historiske, kulturelle og etnografiske monumenter, vi passerer på vejen. Du vil møde venlige lokalfolk og lære lidt om deres liv og traditioner. Du skal også opleve deres gæstfrihed, når vi overnatter i udvalgte gæstehuse.
Maden er god og baseret på lokalt producerede, grøntsager, kød og mælk. Du prøver f.eks. den traditionelle pie "byrek", drikker bjerg te og nyder sikkert den berømte albanske Raki og gode vine.